At overlade familiens mindste i andre hænder er for mange forældre en stor beslutning, og en god forberedelse er derfor afgørende.
Først og fremmest bør I i familien tale sammen om, hvad det er for en slags barnepige eller reservebedste, at I søger. Og hvad skal personen lave med børnene? Jo bedre forberedte I er, jo større er muligheden for at finde den helt rette.
Samtidig kan I invitere en mulig barnepige hjem til jer til en samtale, hvor I fortæller, hvad barnepigen skal, hvad I forventer og forklarer om barnet og barnets vaner. Det er de små ting, som for eksempel at få sin favoritbamse at sove med, der gør forskellen, når et barn skal passes af en ny.
Husk også under samtalen at forklare barnepigen om de regler, der er hos jer. Måske skælder I ikke ud. Klæd barnepigen på, så M/K forstår og kender jeres værdier.
Det afgørende for, hvilken barnepige, I vælger er kemi, og hvis I er i tvivl, så sig nej tak og vælg en anden. Stol på jeres intuition.
Til samtalen kan du spørge barnepigen, hvorfor hun eller han gerne vil være barnepige, hvorfor du skal vælge netop hende eller ham, og hvad barnepigen vil stille op, hvis barnet bliver svært eller krævende undervejs?
Du kan også bede om at se en ren straffeattest og om samtykke til at indhente børneattest. Førstnævnte kan barnepigen medbringe ved formødet, og så kan du printe en samtykkeerklæring vedrørende børneattest og have klar til at underskrive, hvis barnepigen siger ja til at lade dig indhente en sådan.
Hvis I har en god fornemmelse, kan I med fordel også lade barnepigen og barnet mødes et par gange, hvor I er hjemme - men alligevel giver de to mulighed for at lære hinanden at kende. Lad dem gå en tur eller ud i haven, så barn og barnepige ikke føler sig overvåget.
På jobbi.dk kan du finde hjælp til børnepasning i hele landet.